Selvfølgelig skulle vi da så op i en bjergbane (hvor slemt kan det mon lige være tænkte jeg nok INDEN jeg stod ved foden af denne; Reisseck Bahn) -- meget strategisk havde Bryan ventet med at nævne, at lige denne bjergbane havde strækninger med 82% stigning, så det var som at overgive sin families liv i hænderne på disse togførere, hvilket i sig selv var en prøvelse uden sammenligning. Men jeg ville ikke kunne se dem forsvinde op ad bjerget uden at være blevet gået helt bersærk, så det var bare med at gå ind i denne vanvittige opfindelse og så håbe det bedste. Jeg kan vist uden at lyve sige, at det helt klart har været den mest grænse-overskridende og sindsoprivende ting jeg nogensinde har gjort og jeg har ingen planer om at gentage turen - EVER !!!  Utroligt nok var det de sidste par km. oppe på toppen af bjerget, der skulle vise sig at være de frygteligste, da togskinnerne lå helt ude på kanten af bjerget (.. og de så ikke nye ud !!!) og så var det ellers bare dyb, dyb afgrund *FØJ  Bryan var da heldigvis tilfreds og ungerne fik tildels også en oplevelse ud af det (jeg havde altså held med ikke at skilte alt for meget med min afsky og skræk- men fik da sendt et hav af bønner afsted endnu længere op !!). Efter en lille gåtur på toppen, hvor Anders fik formet en snebold af lidt evig sne, tog vi en dyb indånding - sendte lidt flere bønner afsted - og begik os afsted på (ikke hjemturen men NEDturen ) og der var ingen grænser for taknemligheden da vi endelig kom ned på jorden igen.